MMO Ribbon Anode

Undersøisk kabellandingszone refererer specifikt til overgangssektionen, hvor kablet strækker sig fra dybe-stimer til skyttegrave og basestationer på land. Den omfatter fire store operationelle zoner: den fuldt neddykkede undervandszone, tidevandszonen, der er underlagt skiftende våde og tørre forhold, bølgesprøjtzonen og den onshore saltpåvirkede flade zone. Hver zone udviser betydelige forskelle i korrosive medier, korrosionshastigheder og beskadigelsesmåder, hvilket danner et komplekst korrosionssystem karakteriseret ved multi-feltkobling. Dette er hovedårsagen til, at korrosionsproblemer i dette område er langt mere alvorlige end i dyb-sektioner.

Med hensyn til kernemekanismen for medium korrosion forbliver saltindholdet af havvand i ilandføringsområdet stabilt omkring 35‰, med chloridionkoncentrationer på over 50.000 ppm. Meget reaktive kloridioner med små radier besidder ekstremt stærke gennemtrængende og adsorberende egenskaber, hvilket gør dem i stand til nemt at trænge igennem mikroskopiske revner i kablets ydre kappe, ødelægge passiveringsfilmen på overfladen af ​​metalpanser og kappe og inducere lokaliseret grubetæring og sprækkekorrosion. Samtidig udsætter de skiftende våde-tørre cyklusser forårsaget af tidevandsudsving metalstrukturerne i kabellandingssektionen for gentagne overgange mellem "nedsænkning i havvand" og "lufteksponering."

Sedimentakkumulering kan blokere mediumstrømning i lokale områder af kablet, hvilket skaber et iltfattigt-korrosionsmiljø, der inducerer anaerob bakteriel korrosion; metabolismen af ​​vedhæftede marine organismer ændrer det lokale pH-miljø, hvilket accelererer svigt af metalpassiveringsfilmen; kontinuerlig skuring af bølger og tidevand nedslider kablets ydre kappe, hvilket forstørrer veje, hvor korrosive medier kan trænge ind; herreløse strømme genereret af kystnære elnet og jernbanetransitsystemer forstyrrer polariseringspotentialet i metalstrukturer, udløser herreløse strømkorrosion og forårsager hurtig lokaliseret perforering og beskadigelse.

Undersøiske kabler bruger typisk stålwire-panserstrukturer til at øge den mekaniske styrke, hvilket gør dem i stand til at modstå havstrømspåvirkninger, trawlnet, havbundens sedimenttryk og installationsspændinger. Imidlertid er ståltrådspanserlaget i det væsentlige kulstofstål, som er tilbøjeligt til elektrokemisk korrosion i havvand. Korrosionsprocessen er: Fe → Fe²⁺ + 2e⁻. Efterhånden som stålet mister elektroner, opløses det gradvist, hvilket reducerer tråddiameteren og mindsker den mekaniske styrke. I landingsområdet, på grund af bøjning, vibrationer og ekstern friktion, beskadiges panserlaget let lokalt, hvilket blotlægger ståltrådene i direkte kontakt med havvand, hvilket skaber områder med høj-korrosion-risiko. Det tilfører kontinuerligt elektroner til stålpanserlaget gennem en påført strøm, der transformerer ståloverfladen fra en anodisk korrosionstilstand til en katodisk tilstand. Dets virkninger omfatter reduktion af stålopløsningshastigheden; reduktion af grubetæring; forsinke tabet af-tværsnitsareal af ståltrådene; og opretholdelse af den mekaniske{10} bæreevne. Til langsigtede undersøiske kabler kan denne elektrokemiske beskyttelse forbedre levetiden for panserstrukturen betydeligt.

Undersøiske kabler kræver typisk et metallisk jordingssystem for at sikre elektrisk sikkerhed, fejlstrømsudløsning og afskærmningsbeskyttelse. Jordforbindelsesstrukturer indeholder dog ofte forskellige metalliske materialer, såsom kobber, stål, rustfrit stål, titanlegeringer og kulstofstålforbindelser. Forskellige metaller er tilbøjelige til galvanisk korrosion i havvandsmiljøer. For eksempel, når kobber og stål er forbundet, på grund af forskellen i elektrokemisk potentiale, kan stålmaterialet blive korrosionsanoden, hvilket accelererer slid. MMO-anoder kan reducere korrosionsdrivkraften mellem forskellige metaller ved at justere det overordnede systempotentiale. Deres anvendelsesværdi afspejles hovedsageligt i beskyttelse af jordforbindelsespunkter; reducere uens metalkorrosion; forbedring af fælles pålidelighed; og reducere vedligeholdelsesfrekvensen. Dette er især vigtigt for langtids-uovervågede undersøiske kabelsystemer.