Ved middagstid den 12. juni 2014, da flyet landede i Jiangbei Lufthavn, og kabinedøren åbnede, fik luften, der strømmede ind, folk instinktivt til at trække sig lidt tilbage – det var en slags fugtig varme, som et opvredet håndklæde presset mod dit ansigt. Et dusin personer fra NAVI Titanium-salgsteamet greb deres kufferter og gik ud af ankomstområdet, og deres skjorter klistrede sig til ryggen på mindre end ti minutter. Seniorsælgeren, der leder holdet, grinede og sagde: 'Dette er Chongqing-Chongqing i juni, gider ikke hygge.'
På vejen fra lufthavnen til Yuzhong-halvøen blev bilen ved med at klatre, dreje og klatre igen. Uden for vinduet lå lag af bygninger; nogle hustage var på niveau med fundamentet af nabobygninger, og nogle forhøjede veje gik gennem vinduerne i beboelsesejendomme. Nogle mennesker lænede sig ind over vinduet og sagde: "Denne by er lang og opretstående." Chaufføren, en lokal, forklarede stolt, mens han styrede rattet, og sagde, at ingen vej i Chongqing er flad, og når du først har vænnet dig til det, vil du ikke være bange for nogen steder. Denne sætning blev senere gentagne gange citeret af flere medlemmer af teamet, fordi den virkelig minder mig om en salgsmetafor.
Eftermiddagens rejseplan begyndte ved Chaotianmen. De to floder mødes her: Jialing-floden er klarere, mens Yangtze er grumset. En tydelig grænse kan ses langs grænsen, langsomt knust af den hvirvlende strøm. Holdet stod på havnetrappen og så den skumle flod strømme nedstrøms. Juni oversvømmelsessæsonen var lige kommet, og vandstanden var højere end normalt. Holdlederen forklarede ikke store principper, bare fik alle til at stå der i ti minutter. Senere sagde han, at valget af dette sted som det første stop var at lade alle se én ting klart: to vandstrømme, der kommer fra forskellige retninger og samles og danner en enkelt stor flod.

"Det er det samme for os på markedet - indenlandsk og i udlandet, online og dem, der mødes på udstillinger, vi alle i sidste ende samles på ét sted." Om aftenen tog vi til Hongya Cave. De opstyltede bygninger hang på klippen ved flodbredden med elleve etager fra top til bund, hver fyldt med mennesker. For at nå bunden for at se floden, skulle du gå ned ad trinene en efter en og derefter klatre op et trin ad gangen.
En ældre kollega på holdet begyndte at puste halvvejs op, holde sig i rækværket og sige: "Dette er ikke en teambuilding, det er en fitnesstest." Den unge mand var derimod meget begejstret, han talte skridt undervejs og tog endda et billede sammen på en udsigtsplatform i en etage. Billedet blev senere fremkaldt med en baggrund af rækker af lys; personen blev fotograferet meget lille, men smilede blidt.
Middagen blev sat på en gammel hotpot-restaurant med rød olie rullende i gryden, gamle træborde og håndskrevne priser på væggene. Så snart vi satte os, tændte ejeren for tv'et og sagde, at der var noget stort i aften - åbningskampen for VM 2014, Brasilien mod Kroatien, og São Paulo starter. Så det måltid varede mere end tre timer. Andetarmene i gryden blev ved med at blive varme, og på tv fik Neymar udlignet i det 29. minut, et straffespark i det 71. minut bragte føringen, og Oscar satte stillingen til 3-1 i pausetiden. Hvert mål scoret i FIFA-restauranten brød ud i oprør, og fremmede ved bordet ved siden af vendte hovedet til klinkende glas. Nogle medlemmer af holdet sukkede og sagde, at de ikke havde set en fuld kamp i årevis: "Normalt, når jeg kommer tilbage fra en forretningsrejse, vil jeg bare sove, men jeg har ikke hjertet til at se kampen." I det øjeblik indså alle, at teambuildingen virkelig startede fra netop den aften.
Næste morgen tog vi til Ciqikou. Stenpladerne i den gamle gade skinnede under trappen, og på begge sider var der butikker, der solgte snoede dejsnoninger, håndlavet sukker og brugte bøger. Gruppen havde ikke et samlet arrangement; de sagde bare: "Mød ved kajen ved middagstid," så spredte de sig. Nogle smuttede ind i tehuse for at lytte til et stykke operasang i Sichuan, nogle gravede et par industrielle manualer fra 1990'erne op ved gamle bogboder, og nogle sad simpelthen på trappen ved floden, fortabte i tanker. Denne form for tilfældig ordning var bevidst - holdlederen havde sagt, før han lagde ud, at dette hold normalt var spækket med tal og mål, der ikke manglede aktiviteter, men blanks.


Om eftermiddagen den tredje dag holdt gruppen den eneste formelle gennemgang af denne teambuilding-begivenhed i et tehus ved floden i Yuzhong-distriktet. Ingen projektorer, ingen PPT'er - kun et dusin tekopper omkring to borde, der er sat sammen. Samtalen gik ned fra første halvdel af årets præstation til flere kunder, som de havde talt med i lang tid, men aldrig blev til noget, spørgsmålet om altid at være langsomme til at give tilbud, og endda om en oversøisk kunde, der ændrede ordrer på grund af en leveringsforsinkelse. En ung sælger fortalte om sin første gang selvstændigt at følge ordrer, misforstå kundens specifikationer, sende prøver og blive returneret. Han havde siddet på kontoret til midnat, før han vovede at sende den undskyldningsmail. Han holdt en pause på dette tidspunkt og sagde: "Det er sværere at sige det i dag end dengang." Værelset var stille i et par sekunder, så var der nogen, der skænkede ham en kop te.
Om morgenen den fjerde dag tog gruppen bevidst letbanelinje 2 bare for at se toget passere gennem midten af en beboelsesbygning i Liziba. Folkene indenfor levede som de plejede, som om intet var hændt. En kollega stod i vognen og holdt sin telefon op og tog billeder i lang tid og sagde, at han ville have dem med hjem, så hans datter kunne se dem. Da toget forlod stationen, rystede vognen let, og floden uden for vinduet blinkede gennem hullerne mellem bygningerne.
Efter fire dage opløste holdet i Jiangbei Lufthavn, og tog hver deres rute. Inden boarding trak den gamle kollega, der havde været træt i Hongya-hulen, kufferthåndtaget op og sagde noget, der fik alle til at grine længe: "I Chongqing er dine ben svage, når du kommer, men når du går, er dine ben stive." Holdlederen grinede ikke, han klappede bare på skulderen. Han tænkte sikkert på noget andet: pisterne, de havde klatret over i disse fire dage, og den rute, holdet skulle på næste vej, var faktisk den samme vej.

