I Jekaterinburg i juli er dagene latterligt lange. Klokken ti om natten er det stadig lyst udenfor, og bladene på birketræerne ved vinduet bliver blegsølv af vinden. Folk, der går på gaden, har heller ikke travlt med at gå hjem. NAVI Titanium-holdet landede i Koltsovo Lufthavn sent om natten den 5. juli, og tidligt næste morgen skulle de begynde at sætte sig op i udstillingshallen. På vej fra lufthavnen til Ekaterinburg-EXPO var højre side af bilruden fuld af endeløse mørkegrønne, og chaufføren, der talte på knap så flydende engelsk, sagde, at det var Uralbjergene, 'Vores by er på denne side af bjergene.'
Klokken 10.00 den 6. juli åbnede den 16. internationale industriudstilling INNOPROM officielt. Alle fire udstillingshaller var i fuld gang og fyldte det 50.000 kvadratmeter store lokale helt op. Ifølge officielle tal deltog over 850 virksomheder, 24 russiske regioner oprettede kollektive stande, og 5 nationale pavilloner (Indonesien, Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Hviderusland) var opstillet. Temaet i år var 'Industry 360: Borderless Production' med Indonesien som æresgæst. Når du går ned ad hovedgangen, er de første ting, der fanger dit øje, de gigantiske hjul og drivkomponenter i tungt maskineri, efterfulgt af rækker af industrirobotter, og længere inde, sektionen for metallurgi og nye materialer - NAVI Titaniums stand er lige i det område.


Selve standen er ikke enorm, omkring fire meter bred, med en minimalistisk opsætning: en koldvalset ren titaniumplade lænet på et stativ, en skinnende Ti-6Al-4V stang liggende på et stativ, to MMO titanium anodeprøver med mørke belægninger på fløjl og i nærheden af en lille kasse med titanium svejsestykker af titanium svejsestykker og et rør. Mindre end tyve minutter inde i åbningen ankom den første gæst. Han var procesingeniør fra en mekanisk fremstillingsvirksomhed i fyrrerne med en slidt notesbog, og det første spørgsmål, han stillede, handlede om slagfastheden af titanlegeringer under minus 40 graders forhold. Spørgsmålet var yderst professionelt, og den medfølgende tekniske kollega sammenlignede styrken og sejheden af Ti-6Al-4V ved lave temperaturer med flere alternative materialer og forklarede også ydeevneforringelsen i svejsezonerne. Den besøgende lyttede og tog noter og spurgte til sidst: 'I dine materialecertifikater, er lavtemperatur-slagtestene udført for hver batch eller blot prøvet?' Den tekniske kollega svarede ærligt, at det er samplet, men der kan laves ekstra tests pr. Han nikkede og sagde: 'Det svar virker for mig.'
Efter middagstid, da strømmen af mennesker steg, blev passagen til metallurgi og nye materialesektorer midlertidigt blokeret. Efter at en indkøbschef fra et metallurgisk firma satte sig ned, spurgte han først ikke om prisen, men om kilden til svampet titanium, om smeltemetoden var vakuum-selvforbrugende lysbue (VAR) eller elektronstrålekøleleje (EB), og spurgte derefter om rækken af komponentudsving mellem batcherne. Bag disse spørgsmål lå en meget praktisk bekymring: Rusland har et dybt fundament af titaniumindustrien, og kunderne er vant til både gode og ukvalificerede materialer. Deres måde at udvælge leverandører på er ikke ved annoncering, men ved om man kan forklare processen grundigt. En teknisk kollega forklarede kæden af smeltning, smedning, valsning og udglødning én efter én. Da det kom til ultralydstest, afbrød den anden part pludselig: "Svarer din standard for fejldetektion til ГОСТ eller ASTM?" Denne samtale nåede virkelig til sagen.


Omkring klokken 15 kom en repræsentant fra et energiudstyrsfirma over med tegninger og spurgte om belægningslevetiden for titaniumanoder i chlor-alkali- og vandbehandlingsscenarier. Han spredte tegningerne på standen, pegede på anodesiden af elektrolysatoren og sagde, at de lavede en omgang udstyrsopgraderinger, og at leveringstiderne for de originale anodeleverandører var ustabile. Holdet skyndte sig ikke med at citere; de spurgte først om medium, strømtæthed og driftsrytme, og gav derefter et levetidsområde med forudsætninger. Efter at have lyttet rullede den anden part tegningerne sammen og sagde: "Jeg vil have et teknisk forslag, jo mere specifikt, jo bedre." Da lukketiden nærmede sig, ankom en ingeniør fra en fabrik til autodele, brugte lang tid på at se sig omkring i titanlegeringsbefæstelserne, spurgte om omkostningerne ved letvægtsdesign og monteringsproces og efterlod en kommentar, før han gik, "Vi vil lave en evaluering næste kvartal."
Ved slutningen af den første dag talte holdet: over tredive grupper registrerede besøgende, tolv satte sig ned for at forhandle, hvoraf seks specifikt anmodede om tekniske løsninger eller eksempler på tilbud. Dette tal var ikke imponerende, men strukturen var interessant - langt flere spurgte om standarder og håndværk end om priser, og langt mere om løsninger end rabatter. Efter at den afsluttende annoncering startede, gik holdet ikke med det samme, men stod på trappen uden for messehallen for at nyde brisen et stykke tid. Aftenen i Ural kølede hurtigt af. Nogen på trappen bladrede igen dagens notater og sagde: "Folk her spørger ikke, om du kan gøre det; de spørger, hvilke garantier du har."

I det fjerne var pavillonen stadig oplyst, med flere russiske udstillere, der hejste store komponenter op på lastbiler, stålkablerne stramme med en lav lyd. Himlen var endnu ikke mørk, og skyerne var farvet blegt guld af vestlyset. Denne by, bygget på maskiner og metallurgi, lyste langsomt op bag dem.

